• Business-overblik: Juleslikket bliver dyrt – højeste sukkerpris i 12 år

    المصدر: BDK Finans / 25 أكتوبر 2023 00:52:22   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Slagteriernes guldgrube er helt kollapset Meta sagsøgt for psykiske skader på unge DSV investerer i kontroversielt kongerige Op med Microsoft, ned med Google Men vi begynder med et sukkerchok. God læselyst! Dagens hovedhistorie Dyrt juleslik: højeste sukkerpris i 12 år Det kan blive meget dyrere at forsøde julen med godter i år. Sukkerprisen er nemlig nu den højeste i 12 år, og samtidig er der risiko for, at man ikke vil kunne få tilstrækkelige mængder af det. Prisen på sukker er nu 40 procent højere, end den var i begyndelsen af 2023. Det skyldes ifølge Trading Economics blandt andet, at verdens største sukkerproducent, Brasilien, har høstet langt mere sukker for at kunne levere til produktionen af bioetanol, hvor priserne er steget markant som følge af de svingende oliepriser. Dermed er der ikke nær så mange sukkerrør tilbage til den almindelige produktion af sukker. Ydermere har heftig regn i de områder af Brasilien, hvor der dyrkes mest sukker, forsinket produktionen, hvilket yderligere har sendt priserne opad. Indien, som er verdens næststørste sukkerproducent, har omvendt været ramt af tørt vejr, som har påvirket sukkerhøsten. Derfor har regeringen besluttet at forlænge eksportbegrænsningerne på sukker, så der kommer endnu mindre mængder af sukker ud på verdensmarkedet. Det skriver andre medier om 1. Slagteriernes guldgrube er helt kollapset De danske slagteriers eksport til Kina af svinekød er brudt helt sammen og ligger på det laveste niveau i årevis. Det viser importdata fra de kinesiske myndigheder. I tredje kvartal importerede Kina blot 15.000 ton svinekød fra Danmark, hvor eksporten af dansk svinekød for to år siden toppede med mere end 100.000 tons i kvartalet, skriver Finans. 2. Meta sagsøgt for psykiske skader på unge En lang række amerikanske delstater har lagt sag an mod Meta-koncernen, der ejer Facebook, Instagram og Whatsapp, for at forvolde psykiske skader på unge og skabe en mental sundhedskrise hos dem, skriver internationale medier. Delstaterne sagsøger Meta for gentagne gange at have vildledt offentligheden om den store fare, som selskabets platforme udgør. Meta har med overlæg lokket børn og teenagere til at blive afhængige af at bruge sociale medier, og nu kræves Meta idømt heftige bøder. 3. Op med Microsoft, ned med Google Softwaregiganten Microsofts overskud voksede overraskende med 27 procent i 3. kvartal som følge af succes med satsningen på internetbaserede tjenester på Azure-platformen. Aktien steg derfor med mere end fem procent i efterhandelen på de amerikanske børser. Omvendt skuffede Googles moderselskab, Alphabet, som godt nok havde indtægter på 76,7 milliarder dollar, men som ikke har nær så godt fat på samme vigtige marked, som Microsoft har succes på. Google-aktien faldt derfor efter offentliggørelsen af de to regnskaber tirsdag aften, skriver de internationale medier. Det skriver vi om 1. DSV investerer i kontroversielt kongerige Transportgiganten DSV har fuld fart på nye projekter og vil med en gigant investering være med til at udvikle en ørkenstorby i diktaturstaten Saudi-Arabien. Den kommende topchef, Jens Lund, vil overlade det til politikerne at have holdninger til udemokratiske styreformer. Læs historierne her og her. 2. Rystede politikere kræver forklaring på sløjfning af gæld for bandemedlemmer Berlingske kunne i går afsløre, at kriminelle bandemedlemmer på vej ud af rocker- og bandemiljøet får eftergivet gæld til det offentlige. Retsordførerne for Venstre og De Konservative er rystede og vil nu stille spørgsmål til både skatteministeren og justitsministeren. Læs historien her. Det bør du også læse Lars Løkke i samråd om mystisk nedlukning af populær vindmølleordning I dag skal udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et potentielt giftigt samråd. Det kommer i forlængelse af et – ifølge flere partier – mystisk og kritisabelt forløb om Danmarks grønne planer til havs. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser tirsdag: Dow Jones: +0,62 procent S&P 500: +0,73 procent Nasdaq: +0,93 procent Asien – indeks onsdag kl. 6.45: Japan Nikkei: +1,07 procent Hongkong Hang Seng: +1,18 procent Kina CSI: +0,51 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-juleslikket-bliver-dyrt-hoejeste-sukkerpris-i-12-aar
شارك على،